Muslimske kvinder – hverdagsliv, nuancer og repræsentation

25.11.2019

Muslimske kvinder – hverdagsliv, nuancer og repræsentation

Ny pop-up udstilling i Kvindemuseets mobile museum

Hvem er de muslimske kvinder i Danmark? Muslimske kvinder tales ofte om og på vegne af i danske medier og politik, men sjældnere med – og på egne præmisser.

I sommeren 2019 samledes en arbejdsgruppe af muslimske kvinder, med formålet at lave en pop-up udstilling om netop at være muslimsk kvinde i Danmark. Udover emnet, var form og indhold op til arbejdsgruppen.

I udstillingen, der nu står færdig, kan du læse digte indsendt af muslimske kvinder over hele landet og breve skrevet til et yngre selv. På film deler kvinderne i arbejdsgruppen nogle af de spørgsmål, man ofte får som muslimsk kvinde i Danmark – og går i samtale om svarene. Du kan møde genstande repræsentative for hverdagslivet for forskellige kvinder og gå på opdagelse i den digitale side af hverdagslivet med uddrag fra instagram-opslag og snap chats.

      Kvindemuseets pop-up museum

Forskning i identitet viser, at mangfoldig repræsentation er vigtigt for, hvordan du som person kan forestille dig dit liv og din fremtid. Det betyder noget at kunne spejle sig i andre. Omvendt kan manglende repræsentation – ikke at kunne spejle og genkende sig selv som en del af samfundet – opleves undertrykkende.

Den nye pop-up udstilling er om og af muslimske kvinder – i flertal og flertydighed. Om hverdagsliv, nuancer og mangfoldighed. I hele 2020 kører den mobile udstilling ud og besøger gymnasier, biblioteker og øvrige lokationer i Aarhus Kommune.

Pop-up udstillingen er skabt som del af et Ph.D. projekt under det større forsknings- og formidlingsprojekt, Køn redelighed – Hverdagsliv, aktivisme og diversitet. Projektet er et samarbejde mellem Kvindemuseet og Aarhus Universitet og er blevet til med støtte fra VELUX Fondens museumsprogram.