MenuLuk

Information om museets navneskifte

28.01.2021


Information om museets navneskifte

Et enigt kulturudvalg tiltrådte i 27. januar sagen om navneskifte i overensstemmelse med Magistratens anbefaling. Og 3. februar tog Aarhus Byråd indstillingen til efterretning.

Museumsdirektør Julie rokkjær Birch udtaler:

“Jeg ser frem til det videre arbejde på museet KØN. Et museum, som hviler på et vigtigt fundament, som forpligter. Den arv har vi med os i arbejdet hver eneste dag, og jeg er glad for, at vi nu får mulighed for at tage den arv og baggrund med ind i museets næste livsfase.”

————————

Museet på Domkirkepladsen 5 har næsten 40 år på bagen, og det har udviklet sig i alle årene. Allerede i 2012-13 gennemførtes en række rundbordssamtaler om, hvorvidt museet havde brug for at genopfinde sig selv. Også navnet var til diskussion, og museets bestyrelse iværksatte efterfølgende et strategiarbejde.

I 2015 blev museet kvalitetsvurderet. Her fandt Slots- og Kulturstyrelsen Kvindemuseets formålsbeskrivelse ude af trit med museets vision og mission. Der var brug for fokus på køn i et bredere perspektiv.

Museets nuværende ansvarsområde:

Museets emnemæssige ansvarsområde er kønnenes kulturhistorie.

Museets fokusområder er kønskultur historisk og aktuelt med afsæt i kvindehistorie, herunder ændringer i kønnenes vilkår og relationer over tid samt diversitet i livsvilkår på tværs af køn, seksuel orientering, androgynitet og etnicitet.

Behov for nyt navn

Igennem de seneste knap fem år har Museets arbejde således hvilet på et bredere fundament – også med henblik på at nå en bredere målgruppe for den viden og historie, Museet danner ramme om. Men med uændret navn er forandringsprocessen ikke synlig for de interessenter, museet gerne vil tiltrække. Navnet er det mest umiddelbare brandingværktøj.

Navneforandringen er således et resultat af en flerårig proces med grundige overvejelser og refleksioner over museets daglige arbejde.

Museet har undervejs i processen haft dialog med en række interessenter, herunder Slots- og Kulturstyrelsen, som sammen med Aarhus Byråd godkendte det nye ansvarsområde i 2016. Styrelsen rådgiver som tilsynsførende myndighed de statsanerkendte museer om, at det er hensigtsmæssigt, at deres navne afspejler deres ansvarsområde/arbejdsområde, men styrelsen har ikke nogen hjemmel til at tage stilling til specifikke navneændringer.

Også Aarhus Kommunes Kulturforvaltning, fagfæller, samarbejdspartnere med flere har været inddraget undervejs.

Museet fik hen over sensommer og efterår 2020 foretaget både en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse, som gav bestyrelsen indblik i kendskabsgrad og associationer til navnet Kvindemuseet samt til forskellige holdninger omkring museets fremtidige fokus.

Beslutningen

Museets bestyrelse besluttede ultimo oktober 2020, at navnet skulle ændres. Det blev vedtaget med stemmerne fem mod to.

Primo december 2020 vedtog bestyrelsen, at Museets navn fremover skal være KØN. Også denne beslutning med stemmerne fem mod to.
Læs pressemeddelelsen fra 5. december her >>

Når fem ud af syv bestyrelsesmedlemmer stemmer for et forslag, er det vedtaget.

Der har været mærkbar kritik af navneforandringen, museet har lyttet og har taget kritikken alvorligt. I den forbindelse har der været afholdt møder og workshops med kritikerne, en repræsentant for stifterne af Museet har haft foretræde for bestyrelsen for at fremsætte synspunkter og overrække liste med underskrifter.

I sidste ende er det bestyrelsens beslutning, som er truffet på baggrund af en samlet afvejning af alle input.

Hvem vi er og hvad vi vil

Kønsforskning, feminisme, normkritik og kampen for ligestilling mellem kønnene er museets kerne. Og museets arv er et fundament, vi er stolte af – og som vi selvfølgelig fører videre. Kvindemuseet er selv en del af historien – og findes på Domkirkepladsen 5. Udviklingen – siden vi udvidede vores ansvarsområde i 2016 – har ikke været på bekostning af kvinder. Kvindehistorien er helt naturligt afsættet på et museum om kønnenes kulturhistorie, som handler om relationer mellem køn. Kvinder er et køn.

Vi er et museum, som laver seksualundervisning, debatterer #metoo, machokultur, det kønsopdelte arbejdsmarked, kønsdiversitet i politik og bestyrelser, fædrebarsel m.v. Vi holder international mandedag, laver pop-up museum til Aarhus Pride, ligesom vi fejrer 8. marts, mors dag m.v.

Museet vil kort sagt have mange, mange flere til at være opmærksomme på, hvordan synet på køn har ændret sig op gennem historien. Mange flere skal vide noget om kvinders tilkæmpede rettigheder – og mange flere skal se deres egen (køns)rolle sat i perspektiv. Vi river ikke ned, vi bygger ovenpå og nuancerer i takt med udviklingen. Fordi det giver mening at tale om relationer mellem køn, fordi det er vores lovmæssige ansvar – og fordi museer beskæftiger sig med fortiden med henblik på at se ind i fremtiden.

Som museumsleder indtil 2019 Bodil Olesen udtalte til Stiften 1. december 2020:

”Vi skiftede ansvarsområde i 2016, men ikke navn, og det ligger helt i tråd med den beslutning også at ændre navnet. Det vil vise, at ansvaret er udvidet. Jeg bakker entydigt op om et navneskifte, der ser ind i fremtiden”.

Fremtiden

Debatten viser os, at Museet er relevant, og vi hæfter os ved de mange positive tilkendegivelser i debatten – og udenfor den.

Her og nu ser vi især frem til et 2021 med et væld af oplevelser, debatter og viden om, hvad køn, ligestilling og mangfoldighed betyder – for os allesammen.

På Domkirkepladsen 5 i Aarhus ligger et museum, som siden sin åbning har været væsentligt for sin samtid. Vi glæder os til at tage museet med ind i fremtiden.

Museets vision
Museet vil være førende dialogskaber om kønnets betydning og skabe indsigt, engagere og styrke viljen til et ligestillet samfund.

 

 

Museums are awesome because everyone shuts the fuck up