Køn i børnetegninger

Med forsknings- og udstillingsprojektet Barnestreger undersøger Kvindemuseet, hvad barnestreger kan lære os om børns forhold til køn og seksualitet. Måske kan tegningerne fortælle os endnu mere, hvis børnene fortæller med.

Af Emma Iben Sahl Frederiksen

I døråbningen står en konferencier med hat og uden bukser på. Langt, sort hår bølger hele vejen ned forbi et par bryster under en T-shirt til en blottet penis. Personens ene hånd er gemt bag ryggen, mens den anden holder noget, der måske er en rygende cigaret, måske et tegneredskab, der
laver kruseduller. Armen ser ud til at være ved at blive til en fuglevinge.

”Hej,” står der i en taleboble ved siden af personen, som er en forstørrelse af en af de mange børnetegninger, der bliver vist på Kvindemuseets nye udstilling Barnestreger. Udstillingen er baseret på forskning af Jakob Rosendal, som er post. doc. i kunsthistorie.

”Udstillingen går ud på at se på, hvordan børn tager voksenverdenen til sig. Hvad gør børn for eksempel med normative og moraliserende fortællinger som Den lille Rødhætte?” forklarer Jakob Rosendal.

Projektets hypotese har været, at dette kan vise sig i de 186 tegninger af eventyret, som børnene i alderen 4-15 år har bidraget med til udstillingen.
2020’s børn har mange bud på, hvordan eventyret 35 kan tegnes. Et barn har tegnet Rødhætte som en superhelt med kappe, der har ordnet ulven uden jægerens hjælp. En andet har tegnet ulven med en fastfoodmenu foran sig. En tredje har tegnet Rødhætte i en ”suicide forest” fyldt med galger. Hvad kan det fortælle om børns oplevelse af den verden, som de vokser op i?

Tegning er et sprog
Hanne Bistrup har 25 års arbejdes erfaring med psykologisk undersøgelse af børn og børneterapi. Hun er forfatter til bogen Børnetegninger, hvor
hun med eksempler fra sine klienters tegninger forklarer, hvordan man kan lære om det enkelte barn ved at kigge på dets tegninger. Og der er
meget at komme efter.

”Børn har mange gange nemmere ved at tegne følelser end at fortælle om følelser,” siger Hanne Bistrup. ”Selvom noget kan være svært for et barn
at tale om, føles det ikke farligt at tegne det.”

Hanne Bistrup har brugt tegning som et værktøj i terapi. Hun forklarer, at det især er børn i 4-12-årsalderen, hvis tegninger er umiddelbare og
følelsesmæssige. Når børn bliver ældre, bliver det vigtigt for dem at tegningen ”ligner noget”, som andre kan genkende. På den måde udvikler man faktisk et slags sprog igennem tegning. Og som det er med alt sprog, siger Hanne Bistrup, skal man have en vis erfaring med det, før man kan
forstå det.

”Hvis man er vant til at kigge på detaljer i 65 børnetegninger, kan man genkende tegn på at et barn har været udsat for overgreb med det samme,” siger Hanne Bistrup. Men hun mener samtidigt, at man skal passe på
med for eksempel at diagnosticere et barn som deprimeret, fordi det tegner meget med sort. Noget i tegneteknik og motiv har med alder og kognitive evner at gøre, mens andet har med børnenes individuelle erfaringer at gøre. Man kan dog være sikker på, at hvis noget fylder meget i et barns hoved, kan de ikke lade være med at tegne det ind i en tegning, siger Hanne Bistrup.

Oliver og fuglene
Tilfældet med Oliver, hvis produktion af fugle fylder hele vægge på udstillingen Barnestreger, 80 lader til at bekræfte Hanne Bistrups erfaringer. Her virker motivet ikke tilfældig. I udstillingen har Jakob Rosendal lagt vægt på, at fuglen for Oliver var en måde at bearbejder det at
være i fællesskaber og reflektere over kønslig forandring.

Hvordan har du kunne afgøre, hvad der var symbolsk, og hvad der var tilfældigt i Olivers tegninger?

”Det er næranalyse af flere hundrede tegninger. Jeg har 90 også kigget på billederne med Oliver og hans mor og talt med dem om, hvad de kan huske.
Mange billeder kunne Oliver hurtigt genkende, og han kunne bekræfte tolkningen af fuglesymbolet,” siger Jakob Rosendal.

Oliver Jensen er i dag en 16-årig dreng. Det er også ham, der har tegnet
personen med hat, penis og vinge, der hilser i starten af udstillingen. Dengang han tegnede den, kendte han ikke ordet transperson, men vidste at
han ikke følte sig hjemme i en piges identitet. Den slags samtale har Jakob Rosendal dog ikke haft med de børn, hvis enkelte tegninger af eventyret om Rødhætte og Ulven er en anden del af udstillingen. Her er det mønstre i
mangfoldigheden af forskellige børns tegninger, udstillingen tager udgangspunkt i.

Børnetegningen er både personlig og kulturel
Anne Maj Nielsen er professor i pædagogisk psykologi og har forsket i børns tegninger. Hun fremhæver, at samtalen med barnet er vigtig, hvis
110 man gerne vil forstå, hvad der er på spil i en tegning.

”Et barn kunne tegne en familie, hvor én af personerne er tegnet kæmpestor. Hvis barnet så fortæller, at det er lillebror, så er det måske en god idé at spørge ind til, hvad der er med ham. Måske er lillebror kæmpestor, fordi han tager al opmærksomheden i familien. Eller måske er
storebror bare enormt glad for sin lillebror, og så må de andre træde lidt i baggrunden,” siger Anne Maj Nielsen.

Er det dit indtryk, at der er sket en historisk udvikling i, hvordan børn tegner generelt?

”Når jeg ser skolebørn tegne i dag, er tegningerne meget skematiske og mindre sanselige. Mit gæt er, at børn i dag er meget inspireret af de ting, de
leger med på deres iPad eller computere,” siger Anne Maj Nielsen.

Hun fremhæver, at forskning i børnetegninger har vist, at børn er meget påvirkede af den billedkultur, de har adgang til.

”Meget af det medieinput, som børn får i dag, er disneyfisceret og afglattet. På den anden side har de adgang til inspiration fra kulturer, som man
ikke kendte tidligere. Det betyder, at børn erfarer, at noget kan være meget forskelligartet.”

Det er i hvert fald et bud på, hvordan et barn anno 2020 for eksempel kan finde på at tegne Ulven på en fastfood restaurant. Eller Rødhætte med en
heltekappe.

”Når man spørger ind til, hvad der er på spil i en børnetegning, kan man lige så godt spørge ind til, hvad der er på spil i kulturen. For børn er små
antenner, der prøver at lære den at kende,” siger Anne Maj Nielsen.

Om vi voksne tolker børnetegninger rigtigt, er der kun tilbage at spørge børnene om. De spørgsmål er der rig mulighed for at øve sig i at stille på
Kvindemuseets udstilling.