MenuLuk

Fortællingen om den lykkelige mor er i opbrud

10.09.2020


Fortællingen om den lykkelige mor er i opbrud

Af museumsdirektør Julie Rokkjær Birch

I fredags udkom endnu en bog i den bølge af barselslitteratur, der har rejst sig de senere år, nemlig Olga Ravns ”Mit arbejde”. Jeg har ikke læst den endnu – men det skal jeg. For den er endnu en vigtig nuancering af arketypen ’den lykkelige mor’, som er en vanvittigt stærk grundfortælling i vores samfund. En fortælling, som jeg personligt slet ikke kan forene mig med. Det kommer jeg tilbage til.

Moderskabet har historisk været betragtet som familielivets og samfundets fundament. Og det skorter ikke på kildemateriale, hvor kvinden som urbillede ophøjes (og begrænses) til almoderligt omsorgsvæsen. Som N.F.S. Grundtvig udtrykte det i 1850, er kvinderollen ”det milde, besindige og for vort fædreland så vigtige moderlige princip.”

Derimod har selvoplevede fortællinger om moderskabet været mere eller mindre usynlige i vores kulturhistorie. Af den simple grund, at vores historieskrivning og kunstneriske udtryk indtil i nyere tid har været skabt af mænd. Først i 1857 opnåede ugifte kvinder (over 25 år) myndighed og lige arveret med mænd, og det private blev først for alvor politisk med 1970’ernes kvindebevægelser. Det var et fremskridt af dimensioner.

Alligevel er fortællingen – fiktionen! – vedholdende: At kvinders største ønske er at få børn (fordi er skabt til det) – og at deres primære værdi ligger heri. Og omvendt: at de maskuline heroiske fortællinger (med sværd, guns og dollars) tegner mandens værdi. Groft skitseret, jeg ved det, men det er en tegning, som vi alle i en eller anden grad stadig spejler os i, bevidst eller ubevidst.

Vi lever vores liv i uløselig forlængelse af nogle fælles historiefortællinger, som er opstået, fordi de har virket. Vi gennemlever hver især en sofistikeret egenfortælling, der blander vores erfarede livsoplevelser med bidder fra film, vi har set, romaner, vi har læst, taler, vi har hørt, og drømme, vi har nydt. Hver eneste unik egenfortælling fortæller os, hvem vi skal elske og hade, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.

Når tiderne skifter, og vi oplever, at vi længere ikke passer ind i hovedfortællingen, så er der grundlag for at skabe nye fælles fortællinger. Som det skete med afskaffelsen af enevældet, som blev erstattet med fortællingen om demokrati. Og det er det, jeg tror er ved at ske med historien om ’mor’ – en fortælling, som har dannet grundlag for historiens måske største hierarki mellem mennesker: kønnenes hierarki.

Det er stadig følsomt – og også lidt skamfuldt – at bryde med gamle fortællinger, men nu vil jeg selv gøre det. Ved at fortælle det, som for mig er helt og aldeles sandt: Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor. Selvom jeg bestemt ikke var naiv i mine forestillinger, inden jeg fik børn, har det virkelig ofte slået mig, hvordan jeg har følt mig ført bag lyset af de dybtfølte og forherligende fortællinger om mor-identiteten. Tag ikke fejl, jeg synes det er et privilegie at sætte børn i verden, men jeg skal lige love for, at jeg ikke lever op til hverken mine egne eller samfundets fortællinger om – og forventninger til den gode / lykkelige mor. Det har været svært – men også meget befriende at acceptere.

Jeg tænker, at jo mere den slags modfortællinger bliver sagt – jo mere ærlig og tidssvarende kan den fælles fortælling blive. Og have effekt på det individuelle og hverdagslige plan, men også i en større politisk og global sammenhæng.

Mon ikke, der også er nogle fædre derude, som savner en fælles fortælling om faderskabet? For hvor er den lige henne? Noget tyder på, den er på vej. I hvert fald køber jeg om lidt endnu en bog udover Olga Ravns – nemlig Aydin Soeis “Fædre”, hvori fem mænd med multietnisk baggrund fortæller om dét at blive far i Danmark.

Museums are awesome because everyone shuts the fuck up