KØN Undervisning

KØN undervisning tilbyder et læringsrum, hvor dialogbaseret og elevinddragende undervisning er det bærende, didaktiske princip. Det betyder, at samtale, flerstemmighed og refleksion er vigtige elementer.

Fortid, nutid og fremtid knyttes sammen i alle museets undervisningstilbud, hvor eleverne vil opleve, at de er historieskabte såvel som historieskabende. Målet er at skabe et rum, hvor eleverne har mulighed for at sætte de samfundsmæssige normer og værdier, de kender fra deres liv og hverdag, op mod kulturhistorien. På den måde giver vi dem en oplevelse af kulturel forankring og historisk forandring.

På museet mener vi, det er vigtigt, at museet er i dialog med sin omverden og inviterer gerne den demokratiske samtale indenfor. Mange af museets undervisningsforløb drejer sig om medborgerskab og den demokratiske samtale. Vi ønsker at klæde eleverne på til at deltage i det demokratiske samfund, give deres meninger til kende og forholde sig kritisk til deres omverden.

Vi udvikler løbende nye undervisningstilbud i samarbejde med skoler, andre kulturinstitutioner m.fl. – både i takt med skiftende udstillinger og for at holde indholdet i forløbene aktuelt.

KØN Undervisning tilbyder også seksualundervisning for udskolingen og gymnasieniveau. Gennem et kulturhistorisk og normkritisk blik på seksualitet og køn arbejder eleverne med emner og genstande, som rækker ind i deres livsverden. De samfundsmæssige normer, som de oplever på egen krop, sættes op mod kulturhistorien gennem genstande fra seksualkulturens historie. På den måde viser vi eleverne, at sex, kønsroller og seksualitetsforståelser er forankret i vores kulturhistorie, og at forestillinger om køn, seksualitet og seksuelle praksisser har ændret sig gennem tiden.

I seksualundervisningen er vi ekstra opmærksomme på at skabe et trygt rum for eleverne. Derfor understreger vi, at vi skal fjerne fokus fra elevernes selv. Ved hjælp af især genstandene som et fælles tredje, kan vi dykke ned i samtaler om tendenser i samfundet i dag og i fortiden. Det handler altså snarere om alle de strukturer og normer, som eleverne lægger mærke til end hver enkelt elevs møde med disse.

Madpakker
Grundet pladsmangel er det desværre ikke muligt at spise medbragt mad på museet. Vi henviser til bænkene i udearealet ved Mathilde Fibigers Have eller Dokk1.

Afbestillingspolitik (Opdateret d. 28.03.23)
Bliver I forhindret i at møde op til undervisningen kan I afmelde indtil 8 dage før jeres booking uden omkostninger. Sker afmeldingen senere end 8 dage inden bookingen, bliver I opkrævet den fulde pris for forløbet. Læs vores aftalebetingelser her.