MenuLuk

Raske drenge og pæne piger?


En dramapædagogisk tilgang til normer for køn og krop i fortid, nutid og fremtid.

Forløbet handler om normer og idealer for køn og krop i et historisk, nutidigt og fremtidigt perspektiv.

Forståelser af køn og forventninger til adfærd som kønnede individer har betydning for børn og unges trivsel. I forløbet opnår eleverne viden om kønsnormer tidligere. Ligeledes reflekterer de over, hvordan de selv kan være påvirket af normer og idealer for køn og krop; normer og idealer, som har rod i en gammel kulturhistorie.

I forløbet møder eleverne fire cases fra personer, der var børn i første halvdel af 1900-tallet. De møder Lotte, som hellere vil være dreng end pige. Bjarne, som af sin far lærer at slå fra sig. Adolf, som udskammes, fordi han bliver nødt til at tage sin søsters underkjole på, fordi hans eneste skjorte er til vask. Og Grete, som bestemt ikke er en pæn pige, den dag hun i skolen tegner to hunde, som parrer sig.

Eleverne inddeles i fire grupper. Hver gruppe arbejder med en kort dramatisering af et af de fire børns historier, som vises for resten af klassen. Inden dramaforløbet benytter eleverne udstillingen Pigernes og Drengenes Historier, hvor de går på jagt efter museumsgenstande, som er knyttet til børnenes historier. Den dramaturgiske proces (herunder elevernes samtale omkring konflikten i historien) og den efterfølgende refleksionssamtale om forventninger til kønsnormer i fortid og nutid er i højsædet. Som afslutning debatteres elevernes handlemuligheder i forhold til de dilemmaer og udfordringer, som kan knytte sig til mødet med nutidige normer for køn og krop.

Forberedelse af eleverne:
Eleverne skal ved forløbets start være inddelt i fire velfungerende grupper. Er der elever, som ikke bryder sig om at spille skuespil, får de til opgave at instruere gruppens skuespil. Del disse elever ud mellem grupperne, så grupperne både har skuespillere og instruktører.

Find lærervejledningen her på siden fra uge 4.

Klassetrin: 4.-6. kl.
Fag: Dansk, historie, sundheds- og seksualundervisning
Tid: 90 min.
Pris: 550,-

Book forløb