MenuLuk

Opdragelse og pigehjem


Vandringen fra land til by kunne være svær. Det funklende og pulserende storbyliv, som mange af de unge kvinder længtes efter at blive en del af, viste sig ikke altid at være lykken.

Ensomhed, elendige arbejds-, løn- og boligforhold tvang nogle af de unge kvinder på gaden for at tigge sig til lidt mad og drikke eller tjene penge ved prostitution.

Der var ingen offentlig hjælp at finde for de fattige, de gamle, de syge og de udstødte. De var helt afhængige af de foreninger og stiftelser, der gennem velgørenhed og privatdrevne institutioner søgte at afhjælpe samfundets sociale problemer. Her var det landets borgerskab, der førte an. De havde midlerne og overskuddet hertil.

Det var dette borgerskab, der var de bærende kræfter bag oprettelsen af en række hjem landet over, der – ofte ud fra et kristent synspunkt – arbejdede for at hjælpe de ’faldne’ kvinder og de prostituerede.

Fotografierne og genstandene i udstillingen stammer fra to af disse hjem, Udby Pigehjem på Fyn og Kvindehjælpens institutioner i Århus og omegn.

Præstefrue Ellen Schepelern gik rundt på Århus Havn og henvendte sig til de unge kvinder, som hutlede sig igennem på mere eller mindre uterlig vis. I 1905 tog hun initiativ til oprettelsen af Kvinde-hjælpen, en forening, hvis sigte var at tage vare om unge kvinder, der var kommet på afveje.
En kreds af det århusianske borgerskabs kvinder sluttede op om redningsarbejdet, og i løbet af få år lykkedes det dem at få oprettet hjem rundt om i Århus, hvor de utilpassede unge kvinder kunne bo og arbejde, samtidig med at der blev holdt opsyn med dem.

Kvindehjælpens største initiativ var indvielsen af Katrinebjerg Pigehjem i 1914, en statsanerkendt opdragelsesanstalt for ’særligt vanskelige Piger’ med plads til 48 piger.

I hjemmene var arbejdet lagt til rette med henblik på at opdrage de unge kvinder til at blive dygtige tjenestepiger, som efter oplæring og den rette åndelige vejledning kunne sendes ud i private hjem. Dagen igennem var de unge beskæftiget med husholdnings-arbejde som vask, strygning, rengøring, madlavning, syning og vævning, men også havearbejde stod på arbejdsprogrammet. Hver dag var der endvidere 2½ times skole-undervisning. Aftenerne blev tilbragt med håndarbejde, sang og opbyggelig højtlæsning, indtil klokken slog ni. Så var det sengetid.

Ellen Schepelern forblev som leder af Kvindehjælpen frem til 1937, hvor hun døde. Det var et opslidende arbejde, hun udførte. Mange piger syntes ikke om at blive ’reddet’ og brød sig heller ikke om den kristne vejledning, der lå fjernt fra deres eget virkelige liv.

Kvindehjælpens institutioner blev senere Jysk Børneforsorg.