MenuLuk

P-pillens historie

26.08.2020


P-pillens historie

Af formidlingsinspektør Anna Svenning

P-pillen, som gav kvinder mulighed for selv at kontrollere, om de ville være gravide eller ej, blev introduceret i USA i 1960. I år fejrer pillen således 60 års jubilæum. Men dens historie strækker sig faktisk tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor den amerikanske kvindesagsforkæmper Margaret Sanger (1879-1966) gjorde det til sin livsopgave at kæmpe for bedre graviditetskontrol.

Margaret Sanger så sin mor blive gravid 18 gange og føde 11 børn, inden moderen døde nedslidt og syg af tuberkulose som blot 50-årig. Hun så, hvordan kvinder døde af illegale aborter eller fødsler, som gik galt. Hun så, hvordan kvinder ikke havde viden om – eller mulighed for – at begrænse de mange graviditeter. Sanger kæmpede derfor for præventionsoplysning og nemmere adgang til prævention, særligt blandt arbejderkvinder i 1910’ernes og 20’ernes USA. Det var et uhyre kontroversielt emne på kant med loven. I 1917 måtte Sanger da også en tur i fængsel for at have udleveret pessarer.

Sanger drømte om at udvikle en præventionsmetode, som var mere effektiv og mere sikker end de eksisterende, og som kvinder selv havde kontrol over. På det tidspunkt fandtes præventionsmidlerne kondom, pessar og udskylningsapparat. Kondomet var afhængig af, at manden ville benytte det. Pessaret, som er en slags gummiskål, som kvinden sætter op i skeden før samleje, var ligesom kondomer svært at skaffe og krævede, at det passede præcist til kvindens krop – ellers gav det kun ringe beskyttelse. Udskylningsapparatet var en beholder med en slange. Efter samleje fyldte kvinden beholderen med sæbevand eller eddikevand og stak så slangen op i skeden i håbet om at skylle sædcellerne ud. Dén metode var i sagens natur ikke særlig sikker. Udover usikre og svært tilgængelige præventionsmidler var det ulovligt at reklamere for og oplyse om brugen af prævention. Seksualoplysning fandtes ikke i skolen. Uvidenheden var derfor stor.

Alle disse forhold gjorde sig også gældende i Danmark, hvor det indtil 1937 var ulovligt at reklamere for prævention, og hvor seksualundervisning i skolen først blev obligatorisk fra 1970. Før p-pillen var seksualmoralen – det vil sige ’ingen sex før ægteskabet’ – således den samfundsregulerende kontrol af børnefødsler. Det var ikke holdbart. Mange havde sex før ægteskabet, hvilket omkring 3000 uønskede teenagegraviditeter årligt i Danmark i 1960’erne viste. 

Drømmen om at kunne indtage en pille, som forhindrer graviditet, fletter sig sammen med 1800- og 1900-tallets forskning i kvinde- og mandekroppen. I første halvdel af 1800-tallet opdagede man ægget. I anden halvdel af 1800-tallet fandt man ud af, at sædcellens penetration af ægget er nødvendig for graviditet. Ideen om, at kvindens livmoder blot var et hylster for mandens ”livskim”, måtte derfor droppes. I 1920’erne fik man et større kendskab til kønshormoner knyttet til den kvindelige krop. Man fandt ud af, at en kvindes ægløsning standser, når hun bliver gravid. Og man begyndte at overveje, om man mon kunne styre ægløsninger hormonelt. I de kommende år identificerede man flere kønshormoner, og i 1934 blev man i stand til at producere hormonet progesteron i ren form. I 1941 fandt man ud af at fremstille progesteron ud af en plante, og det var lidt af et gennembrud – for med den opdagelse blev det billigt at fremstille hormonet. I begyndelsen af 1950’erne lykkedes det at fremstille syntetiske udgaver af hormonerne, som også var virksomme, når de blev indtaget oralt.

Og tilbage til Margaret Sanger. Hun allierede sig nemlig i 1950 med feministen Katharine McCormick, som kom fra en velhavende Chicago-familie. Ved hjælp af McCormicks penge overtalte Sanger biologen Gregory Pincus, som var leder af et laboratorium for hormonforskning, til at forske i et hormonelt præventionsmiddel for kvinder. Emnet var dog stadig uhyre kontroversielt. Fødselskontrol var endda ulovligt i flere stater. Forskningen blev derfor lavet under dække af at være det modsatte – nemlig fertilitetsforskning. Og i 1957 kunne pillen markedsføres som medicin mod uregelmæssige menstruationer under navnet ”Enovid”. På pilleglasset blev der advaret om, at medicinen også forhindrede graviditet. Efterhånden, som pillens effekt blev kendt, gik flere og flere kvinder til lægen for at få udskrevet medicinen mod uregelmæssige menstruationer. Tre år senere – i 1960 – blev der givet tilladelse til at markedsføre pillen som præventionsmiddel. Da var Margaret Sanger 80 år gammel.

Der gik seks år, inden pillen blev frigivet på det danske marked. Men allerede fra starten af 60’erne vakte den opmærksomhed. To pionerer inden for seksualoplysningen – Inge og Sten Hegeler – beskrev pillen således i deres seksualoplysningsbog ’Kærlighedens ABZ’ fra 1961: ”Nogle hormonpiller (Enavid) er netop dukket op i Danmark. De fås kun mod recept. Kvinden tager 20 piller – én om dagen i tiden mellem menstruationerne og kan så ikke blive gravid. Måske er disse piller det næsten ideelle middel. Udgiften er ca. 25 kr. om måneden. De har været gennemprøvet 4-5 år i udlandet med lovende resultater. De bliver for tiden gennemprøvet i Danmark”.

Inge og Sten Hegeler fik ret – p-pillen blev det ideelle middel. Med p-pillens indtog opnåede kvinden nu kontrol over sin egen krop. Nu skulle hun ikke mere sætte sin lid til usikre præventionsmidler eller til mandens vilje til at bruge kondom. Nu kunne hun have sex uden at være angst for graviditet. En angst, som ellers havde været kvindens tro følgesvend, hvilket dette brevkassespørgsmål bragt i ugebladet Hjemmet i 1968 også vidner om: ”Jeg er snart 18 år og blev ringforlovet, da jeg var 17. Jeg har et problem, jeg ikke kan tale med min ringforlovede om, og det er, at jeg er så bange, hver gang vi står i forhold til hinanden, at jeg ikke føler noget ved samlejet. Selvom jeg bruger pessar, og han også beskytter sig, gribes jeg af rædsel for, at der skal ske noget”.

Angsten var ikke ubegrundet. Konsekvenserne ved en graviditet uden for ægteskab kunne være enorme for kvinden. Rollen som alenemor var ikke blot forbundet med stor skam, men også økonomisk tung, for kvinden havde brug for mandens forsørgelse. Ønskede hun fosteret fjernet, måtte det foregå illegalt og med risiko for hendes liv og førlighed. Aborten blev først frigivet i 1973.

Brevkasseredaktørens svar til den unge kvinde var, at hun kunne dæmpe sin graviditetsangst, hvis hun benyttede p-piller som prævention. Seksualitet blev som et trylleslag adskilt fra forplantning, og nu kunne kvinden på næsten samme vilkår som manden slå sig løs på lagnerne. Den seksuelle revolution var i gang.

I Søndags-B.T. i starten af 1969 gør journalisten Birgit Ronild status over p-pillen i artiklen ’Kvinden 69’:

”Pillen har fjernet frygten for den uønskede graviditet, og når den frygt er fjernet, får kvinden en chance for at finde ud af, hvor vigtig sex er for hende. Hvor stor en rolle erotik spiller i hendes samkvem med mange mænd – uden at hun behøver at binde sig. Hun står pludselig over for en ny moral-kodex. Hendes erotik er ikke længere bundet til frygten for uønsket graviditet, men til den moral-kodex, hun selv opstiller (…) For første gang i menneskets historie har kvinden fået seksuel frihed. Og også i den nye sexuelle frihed må hun lære at leve ud fra sin egen personlighed, og ikke ud fra hvad samfundet fortæller hende, at hun skal.”   

Og kvinderne tog pillen til sig. I 1970 brugte flere end 200.000 danske kvinder p-piller – få år senere var det 350.000.

Det viste sig imidlertid, at p-pillen havde en række bivirkninger – eksempelvis kvalme, opkast, hovedpine, depression, manglende sexlyst og vægtøgninger. Og så var der den alvorlige bivirkning: En øget risiko for blodpropper. Denne risiko var medicinalindustrien bevidst om allerede fra starten. I 1961, et år efter p-pillens frigivelse på det amerikanske marked, havde medicinalvirksomheden, som producerede pillen, registreret 100 tilfælde af blodpropper. Men kvinderne oplevede ikke, at de af lægerne eller på p-pille-emballagen blev informeret om bivirkningerne ved brug af p-piller. Og det gjorde, at p-pilleoplysning blev en sag for kvindebevægelsen. I Kvindemuseets samlinger kan man finde en plakat fra 1970’erne med teksten: ”Det er kvindeundertrykkende, når kvinder bliver brugt som forsøgsobjekter, når der bliver eksperimenteret med vores kroppe uden vores samtykke. (…) Vi kræver at sundhedsstyrelsen som statens godkendelses- og kontrolorgan ikke frigiver sådanne præparater uden en grundig forudgående forskning og uden udførlig vejledning med oplysninger om bivirkninger til både læger og forbrugere. (…) Kvinder kræver gratis og sikker prævention uden bivirkninger”.

1970’ernes krav til sikker prævention uden bivirkninger er stadig gældende. I dag, hvor vi med den 4. generation af p-piller på markedet kan fejre pillens 60 års fødselsdag, er debatten om pillen højaktuel. Og tendensen er, at flere kvinder fravælger hormonel prævention. Mange er blevet mere opmærksomme på de ændringer, som p-piller kan gøre ved kroppen. En undersøgelse, som Epinion har lavet for DR, viser, at 38 % af de kvinder, som har brugt eller benytter p-piller, mistænker pillerne for at have givet dem bivirkninger. Ud af de 38 % mistænker 69 % af kvinderne p-pillerne for at have givet dem fysiske bivirkninger, mens 67 % af kvinderne mener at have oplevet psykiske bivirkninger. Psykiske bivirkninger beskrives eksempelvis som ændret humør, nedtrykhed eller manglende sexlyst.

Et interessant aspekt ved nutidens brug af p-piller er også, at de benyttes som kontrol af menstruation. Flere vælger at springe den månedlige p-pillepause over, så menstruationen udebliver. På den måde giver p-piller en endnu større grad af kropskontrol og frihed, og kvinder kommer tættere på en kropsfunktion som mandens. I den nyeste udgave af håndbogen ’Kvinde kend din krop’ (2013) fylder kontrol af menstruation en stor del af kapitlet om p-piller.  

Og så er der jo mændene. Ideen om at lave en p-pille til mænd har faktisk været diskuteret siden slutningen af 1960’erne. Men forskningen er endnu ikke så langt, så en egentlig pille er klar til at komme i handlen. Måske handler det om, at vi kulturhistorisk set har tillagt kvinden et ansvar for forplantningen, og at hun har været den, som har oplevet de største konsekvenser ved en uønsket graviditet. Indtil videre er det ikke lykkedes at skabe en hormonel prævention til mænd uden bivirkninger, og mænd er generelt set ikke lige så risikovillige som kvinder, når det kommer til at indtage hormoner. En mand udtaler i en video fra Skønhedslaboritoriet/videnskab.dk: ”Bare fordi der er en risiko forbundet med de p-piller, som kvinder tager, så har jeg jo ikke lyst til at tage den samme risiko. Så er det bare begge køn, der bliver lige ‘dårligt’ stillet, hvor det jo helst skulle være sådan, at de blev lige godt stillet”.

Hvis vi skulle lave en liste over de mest revolutionære begivenheder i menneskehedens historie, må p-pillens opfindelse rangere højt. Med dens indtog blev seksualitet og forplantning adskilt, og seksualiteten blev på den måde sat fri. Men afslutningsvis kunne vi spørge os selv: Hvilke konsekvenser accepterer vi – og hvilke afkald gives der – for at opnå denne frihed? Og hvilken betydning har det for ligestillingen? Disse spørgsmål – og sikkert mange flere – vil indgå i fremtidens debat om præventionsmidler.

Kilder:

Asbell, Bernard: ‘The Pill: A Biography of the Drug That Changed the World’ (1995).

Eig, Jonathan: ‘The birth of the pill: How four pioneers reinvented sex and launched a revolution’ (2016).

Elsberg, Agnes  m.fl. (red): ’Kvinde kend din krop’ (2013).

Eriksen, Christina Toustrup og Nielsen, Jonas Halgren: ’Hver tredje mistænker p-piller for bivirkninger’, artikel på dr.dk (10. august 2020)

Hegeler, Sten og Inge: ’Kærlighedens ABZ’ (1961).

Laneth, Pia Fris: ’Lillys Danmarkshistorie’ (2006).

Nielsen, Jens-Emil: ’100 års kærlighed’ (2009).

Osler, Mogens: ’Præventionens og familieplanlægningens historie’ (2006).

Video fra Skønhedslaboratoriet/Videnskab.dk (2018) – find den her:

https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvornaar-faar-vi-p-piller-til-maend

Museums are awesome because everyone shuts the fuck up