MenuLuk

Om Kvindemuseets Kulturmøder


Om mentornetværket
Netværket skaber en-til-en-relationer mellem kvinder med flygtninge/indvandrerbaggrund (mentees) og kvinder solidt forankret i det danske samfund (mentorer). Parrene mødes og taler om blandt andet kvindeliv, jobsøgning, uddannelse, det danske sprog, det danske arbejdsmarked, samfundet, kontakten til det offentlige – eller andre emner, der er vigtige for, at den enkelte mentee kommer et skridt nærmere sit mål. Projektet faciliterer endvidere netværksskabende aktiviteter for alle medlemmer i form af eksempelvis workshops og foredrag.

En mentor fortæller:
Jeg synes, det som mentor har været berigende at hjælpe et andet menneske på en nærværende måde og i en ligeværdig relation. At være mentor er ikke en slags nødhjælp. Det er ikke medlidenhed. Det er ikke et socialt projekt. Du kan som enkelt person gøre en forskel på en meget simpel måde: Ved at være lyttende, stille spørgsmål og stille dit netværk til rådighed. Som mentor har jeg fået mulighed for at give noget af mig selv, samtidig med at jeg har lært noget – både om mig og om andre – og ikke mindst fået nogle gode oplevelser.

En mentee fortæller:
Første gang jeg hørte om projektet, fik jeg lyst til at deltage. Det var noget, jeg havde brug for! Her kunne jeg lære om kultur, øve sprog og få netværk. Jeg fik en mentor, og det påvirkede mit liv meget! Det gav en bedre integrationsproces.

Baggrund
Kvindemuseet har siden 2004 med succes haft en mentorordning – over 700 mentees, 550 mentorer og 66 kontaktpersoner har været tilknyttet. Først var mentorordningen en del af KVINFOs landsdækkende mentornetværk i et tre-årigt projekt med støtte fra Integrationsministeriet. Projektet fik også supplerende støtte af Arbejdsmarkedsnævnet i Aarhus Amt og Aarhus Kommune, som fortsat støtter ordningen. I løbet af årene har mentornetværkets afdeling på Kvindemuseet arbejdet sammen med en række forskellige samarbejdspartnere – fra uddannelsesinstitutioner til sprogskoler og fra offentlige til private aktører.