MenuLuk

Om heksejagt og bagklogskab

23.06.2020


Om heksejagt og bagklogskab

Af museumsdirektør Julie Rokkjær Birch

Det er Sankt Hans, og jeg skal holde min første båltale. Jeg er klar – I’m on fire! Mine tanker i den forbindelse bliver (ironisk nok) ved med at kredse omkring heksen på bålet. Jeg har altid hadet den tradition. Da jeg var lille, var det fordi, jeg oprigtigt var bange for den makabre heksedukke (især fordi den ofte var stoppet med, ja: heksehyl – og larmede ganske forfærdeligt). Siden ramte afskyen mig, fordi bevidstheden om de reelle historiske kvindeafbrændinger smeltede sammen med midsommerens uskyldige lyse aften – og dukken på bålet. Jeg er stadig ikke fan af sankthans’ bålhekse, som faktisk kun er en ca. 150årig tradition. 

Det var i kølvandet på den kristne reformation, at det første heksebål i Danmark blev tændt. Det var ved købstaden Stege på Møn i 1540, og der skulle gå over 150 år, før den sidste (officielle) heksebrænding fandt sted. Det skønnes, at omkring 50.000 mennesker i Europa mistede livet på bålet i den periode – og langt de fleste var kvinder fra samfundets nederste lag.

Når folk siger: ”slap nu af”, når jeg igen vrisser over årets bålheks, så svarer jeg igen: For mig er en dukke ikke bare en dukke – ligesom en statue heller ikke bare er en statue. Vores traditioner og monumenter er ladet med betydning – betydning, som man kan være mere eller mindre bevidst om. Men den er der, betydningen, og den kan ændre sig og opleves forskelligt alt efter, hvem du er og hvor i historien, du befinder dig. 

Jeg forstår godt, at sådan noget som en rytterstatue af Christian 4. og lignende offentlige symboler på magt, undertrykkelse og ulighed kan vække ubehagelige følelser og kritiske blikke i dag. Heldigvis for det, dristes jeg til at sige – for ellers var vi da ikke blevet meget klogere. I min ungdoms historietimer fremstod Christian 4. trods militære nederlag og økonomisk tilbagegang – som en af de mest fremtrædende, folkelige og beundrede konger i kongerækken. Og jeg vil give ham, at han fik grundlagt mange nye byer og opført en række væsentlige bygningsværker, og han så for resten mægtig ud på oliemalerier. Men han var også konge af koloni- og slavenationen Danmark – og en ivrig hekseforfølger i øvrigt. Det tror jeg trods alt, man får formidlet bedre i historietimerne i dag. 

Der opstår jævnligt diskussioner om bagudvendt censur ift. vores kulturarv. Bør man slette visse spor? Men den slags heksejagt duer bare heller ikke – og hvor skal man i øvrigt begynde og slutte? Fortiden gjorde, hvad fortiden gjorde – den var ikke klogere. Men det er vi. Og efter os kommer der nogen, der er blevet endnu klogere – fordi de lærte af vores spor. Var kritiske over deres (manglende) dybder og retninger. Mon ikke fremtidens befolkninger vil rulle øjne af vores nuværende verdenssyn, hierarkier og samfundsstrukturer? Vi, der står midt i andedammen, er – når alt kommer til alt – blinde, når det gælder egne ufuldkommenheder.

Det er vores pligt at være bagkloge og huske, hvordan traditioner og monumenter er blevet til; hvilke liv, der er blevet kuet og tabt undervejs. Godt, at man nu taler om at tilføje kritisk formidling til vores offentlige monumenter. Godt, at Netflix planlægger at lancere tillægsmateriale til den i den grad racistiske film ’Borte med blæsten’. Jeg sørger for min del for, at heksens hyl på tirsdag får selskab af en brandtale (…) om hekse, traditioner og om et kritisk blik på den verden, der altid allerede er i forandring. En tale om, at når heksejagten sætter ind, er bagklog noget af det smarteste, man kan være.

Indlægget er tidligere bragt i redigeret udgave JP

Museums are awesome because everyone shuts the fuck up