MenuLuk

Kvindemuseet og Aarhus Universitet skal forske i køn

03.07.2018


Kvindemuseet og Aarhus Universitet skal forske i køn

Med en bevilling på 4,9 mio. kr. fra VELUX FONDEN vil Kvindemuseet i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet sætte fokus på at styrke og nytænke forskning og formidling af kønskultur.

Målet er at kvalificere og invitere nye stemmer ind i kønsdebatten, udfordre stereotyper og bruge kulturhistorien til at se kritisk på nutiden, samt udforske, hvorledes køn i samspil med andre identitetsmarkører som alder, etnicitet, religion og seksualitet spiller en afgørende rolle i forhold til lighed, magt og diversitet. Projektet vil udforske de former for aktivisme, der finder sted i hverdagen og hverdagens rum, og undersøge om forskning og museal formidling i samspil kan bidrage til at skabe social forandring.

Deltagere i projektet:
Projektleder: ph.d. og lektor Louise Fabian, Institut for Kultur og Samfund – Idéhistorie
Projektleder: ph.d. og lektor Camilla Skovbjerg Paldam, Institut for Kommunikation og Kultur – Kunsthistorie
Ph.d.-stipendiat: Louise Rognlien, Institut for Kultur og Samfund – Idéhistorie
Post doc.: Jakob Rosendal, Kvindemuseet
Forskningsleder: museumsinspektør Julie Rokkjær Birch, Kvindemuseet

Om projektet:

”Køn redelighed – hverdagsliv, aktivisme og diversitet”

Forsknings- og formidlingsprojektet vil forske i forskellige former for hverdagsaktivisme, samt i hvordan kønsidentiteter i vores hverdagsliv altid er noget, som vi indgår i skrøbelige, forstyrrede og forstyrrende relationer til. Dette vil ske ved at undersøge en række nye aktivismeformer, rum (museale, digitale samt byens offentlige rum) og stemmer (aktivister, etniske minoriteter, børn og transkønnede). I mødet mellem Kvindemuseet og forskere i køn, seksualitet og sociale bevægelser fra Aarhus Universitet skal projektet skabe ny kønsforskning og udvikle og afprøve nye formidlingsstrategier.

Dette vil styrke Kvindemuseets forskning i kønskultur som nyt ansvarsområde og kvalificere museets formidling og engagering af publikum. Empiriindsamling, workshops og udstillingstiltag i og uden for museet vil give museets brugere og ikke mindst ikke-brugere mulighed for at opleve, afprøve og bidrage på samme tid, mens projektets forskningspublikationer og konferencer vil føde ind i museets udstillingsformater og formidlingsmateriale.

En aktivistisk ambition driver samarbejdet mellem Kvindemuseet og Aarhus Universitet. Hvordan kan vi kvalificere kønsdebatten, udfordre stereotyper og bruge kulturhistorien kritisk til at se mere nuanceret på nutiden og påvirke fremtiden? Hvordan kan vi give nye rum til nye stemmer? Hvordan kan vi forstå de former for aktivisme, der finder sted i hverdagen og hverdagens rum? Kan forskning og museal formidling i samspil skabe social forandring?

Læs mere om VELUX FONDENS museumsprogram her >>

Museums are awesome because everyone shuts the fuck up