Klar til UGE SEX?

06.01.2020

Klar til UGE SEX?

Igen i år inviterer vi mellemtrinnet og udskolingen ind til seksualundervisning. Der er rift om pladserne i uge 5 og 6, så book allerede nu. Når du det ikke, håber vi at se dig og din klasse en anden gang. Vi udbyder seksualundervisningsforløbene hele året.

Seksualundervisningen foregår i museets udstillinger, hvor eleverne bringer museumsgenstandene i spil i en dialog om normer for køn, krop og seksualitet i fortid, nutid og fremtid.

I 2020 tilbyder vi disse forløb:

Raske drenge og pæne piger (4.-6. klasse)
Gennem historiske cases arbejder eleverne med dramatisering af normer for køn og krop. Læs mere om forløbet og book her (link).

KROP (7.-10. klasse)
Et forløb om normer, tabuer og idealer for kroppen før, nu og i fremtiden. Læs mere om forløbet og book her (link).

SEX (8.-10. klasse)
Et forløb om samfundets og unges forhold til køn og seksualitet før, nu og i fremtiden. Læs mere om forløbet og book her (link).

Er du køn? (8.-10. klasse)
Et danskfagligt forløb om køn i sprog og reklamer. Læs mere om forløbet og book her (link).

Alle Kvindemuseets seksualundervisningsforløb arbejder i spændingsfeltet mellem fortid, nutid og fremtid. Gennem et kulturhistorisk blik på køn, krop og seksualitet arbejder eleverne med emner, som rækker ind i deres egen livsverden. Vi er normkritiske i vores tilgang og arbejder aktivt med at synliggøre normer for køn, krop og seksualitet, så eleverne kan forholde sig til dem.

Vi glæder os til at se dig og dine elever på Kvindemuseet!

”Det var godt. Det fik mig til at tænke på, at rettigheder ikke er noget man kan tage for givet, og at andre har kæmpet for, at jeg har rettigheder”. Elev, 8. klasse.