MenuLuk

Emma Holten åbner ny udstilling om erotik i 3D

17.10.2016


Emma Holten åbner ny udstilling om erotik i 3D

Fredag 4. november kl. 15-17 er alle velkomne til åbningen af udstlilingen Erotik i 3D – Erotiske billeder fra stereoskopi til virtual reality
Åbningstale v. Emma Holten

Da stereoskopet i 1850’erne kom på markedet, var det en teknologisk og æstetisk sensation. Ved at købe masseproducerede stereofotokort og indsætte dem i et stereoskop, blev det muligt at opleve verdens seværdigheder og berømtheder tredimensionelt hjemme fra dagligstuen.

Selvom det var strafbart og skete i det skjulte, var fotos af afklædte kvinder et fast indslag helt fra starten. Faktisk er stereofotografiet det første medie, hvori man kan observere en organiseret kommerciel pornografi.

I dag udgør denne type fotografier en enestående og ofte overset kilde til tidligere tiders ideer om køn, seksualitet og skønhedsidealer – ligesom de giver et indblik i, hvordan erotisk billedmateriale har udviklet sig fra ulovlige undergrundspublikationer til de virale billeder og film, vi kender i dag. Med originale stereoskopmaskiner kan man opleve eksempler fra fortidens hemmelige billedverden præsenteret i et historisk tableau og omgivet af genstande fra museets samlinger. Forstørrede versioner af oprindelige erotiske fotos kan betragtes med 3D-briller. Eksempler fra nutidens vitual reality-pornografi kan opleves ved hjælp af en smartphone.

En kunstnerisk dimension tilføjes med værket The 3AM Inquisition, der tematiserer kønsroller, seksuelle magtforhold og synets lyst. Værket er delvist skabt til denne udstilling af Jane Pedersen og Ulrik Lund. Den aarhusianske kunstnerduo vandt KP-prisen ved Kunstnernes Påskeudstilling 2016 med tre 3D-fotoserier præsenteret i særligt indrettede synsmaskiner.

Udstillingskoncept: Jesper Staffeldt Pedersen, cand.mag. i Kunsthistorie

Museums are awesome because everyone shuts the fuck up