Museernes Dag – genopdag Kvindemuseet

15.06.2019 · Gratis entré hele dagen // Rundvisning kl. 14

Museernes Dag – genopdag Kvindemuseet

Lørdag d. 15. juni fejrer vi i Museernes Dag ved at give dig gratis entré til Kvindemuseet hele dagen.
Kl. 14 kan du komme med på en aktivistisk rundvisning i vores permanente udstilling Køn Redelighed. Museernes Dag er en del af Europæisk Kulturregions festival.

Lørdag. d. 15. juni

Hele dagen: GRATIS ADGANG

Kl. 14.00: AKTIVISTISK OMVISNING I KØN REDELIGHED
Kom og tegn dit køn eller lav dit eget demoskilt. Hør også historien om en af vores nyeste genstande i samlingen – en helt særlig kuglepen, som er lavet kun til kvinder. Den fås i begge pigefarver, lyserød og lilla, og har glimmer på. Den koster dobbelt så meget som den til mænd, og bag på pakken står der: ”Specially made to fit a woman’s hand” (…)

Tilmelding: kontakt@kvindemuseet.dk

EN KØN REDELIGHED

Hvad betyder køn i vores samfund? Hvorfor leger jeg med biler og ikke dukker? Hvad betyder det at være transkønnet? Hvad er normalt? Hvad er ’hen’? Hvordan har jeg det med min krop? Hvad er ligestilling? Har vi ligestilling? Hvad betyder det egentlig, om jeg er født som pige – eller om jeg er født som dreng?
HAR DET BETYDNING?

Kvindemuseet byder velkommen i den dynamiske udstillingsplatform KØN REDELIGHED, som indsamler og formidler den levende kønsdebat og den kønnede kulturhistorie. Et rum for borgernes egne fortællinger om køn.

Ligesom kvinders position i samfundet har ændret sig fundamentalt gennem de sidste årtier, har mændenes det også. Kulturarven hviler sine steder på gamle opdelinger mellem køn og roller, mens nutiden forventer friere udfoldelse af alle køn. Og køn har betydning. Kvindemuseet præsenterer en kvalificerende platform, der for et bredt publikum vil holde rede i historien, forskningen og i debatten om køn – og derigennem sætte gang i nytænkning og bevægelse.

OBS: Kvindemuseets café er desværre fuldt booket denne dag.

Genopdag din historie – Museernes Dag
På Museernes Dag d. 15. juni har du mulighed for at opleve, hvad flere af museerne i Region Midt kan byde på, når de tilbyder gratis offentlige arrangementer. Alle arrangementer kredser om emnet ”Genopdag din historie”, og man kan opleve alt fra udstillingsåbninger og byvandringer til minifestivaler, foredrag og meget, meget mere.

Igennem Museernes Dag ønsker Museerne i Midtjylland at bidrage til Europæisk Kulturregions festival gennem formidlingen af unikke historier som tilsammen kan bidrage positivt til at skabe grobund for et rigt kulturliv, der sætter værdifulde spor i både den enkelte borger og ude i verden.

Programmet for Europæisk Kulturregions festival kan ses på: www.genopdag.dk.