Fernisering – Zofia Posmysz’ erindringer fra Auschwitz

02.08.2018 · 19 - 20.30

Fernisering – Zofia Posmysz’ erindringer fra Auschwitz

Åbning af dobbeltudstilling om Zofia Posmysz´ liv og forfatterskab i forbindelse med Den Jyske Operas opera Passageren.

Udstillingsåbningen starter i Musikhuset Aarhus Foyer hvor 1. del af udstillingen er – herefter går vi samlet til Kvindemuseet for at se 2. del af udstillingen. Her vil være taler ved operachef Philipp Kochheim og museumsleder Merete Ipsen samt et musikalsk indslag ved operasanger Tanja Christine Kuhn.

Efter hele Weinbergs familie blev myrdet under holocaust, ønskede han at skrive et værk, som omhandlede krigens gru og samtidig viste hans stærke tro på, at friheden, retfærdigheden og menneskeligheden vil sejre til sidst. Weinberg fandt sit perfekte operaemne i Zofia Posmysz’ selvbiografiske roman, der skildrer hendes oplevelser som fange i Auschwitz.

I årene 1942-45 var hun fange i koncentrationslejren Auschwitz. Her skrev hun digte om fortvivlelse og længsel efter frihed. I hendes fædreland, 1950ernes Polen, var stemningen uforsonlig overfor nazitiden, men for Zofia blev det vigtigt at fortolke ’det onde’ og formidle en form for indsigt. Temaet går igen i hendes lange forfatterskab, således også i hendes roman Passageren (1962), der danner grundlag for operaens libretto, og som kredser om fangevogterens angst for at møde et af sine ofre.

Udstillingerne er støttet af:
NRW KULTUR sekretariat, Aarhus 2017 og AAGE OG ULLA FILTENBORGS FOND AF 8. NOVEMBER