MenuLuk

Forskningsnotat: Olivers fugle og sommerens flyttekassearkæologi

18.09.2019


Forskningsnotat: Olivers fugle og sommerens flyttekassearkæologi

Forberedelserne til Kvindemuseets kommende udstilling om børnetegninger, der åbner i 2020, er i fuld gang. Udstillingen er en del af museets igangværende forskningsprojekt “Køn redelighed: Hverdagsliv, aktivisme og diversitet”, der er blevet til med støtte fra Velux Fonden. I det følgende notat giver kunsthistoriker og udstillingens kurator Jakob Rosendal et indblik i det indledende arbejde med de mere end 800 tegninger fra en 15-årig transkønnet dreng, som Kvindemuseet har fået lov til at låne til udstillingen.

Af Jakob Rosendal, september 2019

En stor del af juli-måned har jeg brugt på at grave mig ned igennem to flyttekasser med hundredevis af tegninger. Jeg har haft dét, som jeg forestiller mig en arkæolog må have dét, når hun går i gang med en vigtig udgravning: Hvad mon der dukker frem af jorden? Hvilke forestillinger og forventninger om dette sted og dets tidligere beboere og det materiale, de har efterladt sig, vil blive bekræftet eller afkræftet? Og hvilke nye gåder og spørgsmål vil vise sig?

Modsat arkæologen har jeg ikke skulle arbejde mig igennem forskellige jordlag, men mange lag og diverse grupperinger af tegninger. Hvor arkæologen finder genstande i jordlagene, udgør papirlagene på samme tid den materie, jeg har gravet mig igennem, og genstanden for mit forskningsprojekt om børns tegninger. Ligesom arkæologen har jeg arbejdet mig igennem forskellige tidslige niveauer og foretaget en bevægelse nedad gennem tiden. Men i flyttekassernes tilfælde (som det ofte er med kasser, vi gemmer vores nære, personlige fortid i) er der tale om en noget sammenblandet og ikke-kronologisk tid, idet flere lag af tegninger har forrykket sig i forhold til hinanden eller er blevet samlet i flyttekassen uden hensyntagen til kronologi.

Hvor arkæologien (som oftest) har med levn fra døde og derfor utilgængelige mennesker at gøre, har jeg i mit flyttekassearkæologiske arbejde adgang til tegneren bag kassernes indhold: 15-årige Oliver Jean Sagvold. Tegningerne strækker sig fra hans tidligste kruseduller og op til i dag, hvor han – modsat de fleste børn – stadig er en ihærdig og talentfuld billedskaber. På Kvindemuseet er vi meget taknemmelige for, at Oliver og hans mor har givet os adgang til de to flyttekasser, og dermed til en sammenblanding af mere end 800 tegninger og forskelligt andet materiale fra Olivers barndom. Dette andet materiale udover tegningerne giver et delvist men samtidigt meget nyttigt indblik i den visuelle kultur, som Oliver er vokset op i bestående af blandt andet farvelægningsbøger, fotografier og reklamer for Disney-magasiner.

Da jeg første gang mødtes med Oliver og hans mor på Kvindemuseet tilbage i starten af maj-måned, havde de taget et udvalg på cirka 50 tegninger med, som vi fordelte udover et stort bord. Tegningerne strakte sig fra tidlige børnehavetegninger og op til en indbundet og ornamenteret tegnebog, som Oliver indenfor det seneste års tid havde fyldt ud med tegninger. Da vi sad og kiggede udover tegningerne, slog det mig, at fuglen som motiv gik igen i flere af tegningerne. I kraft af dens gentagelse lod den til at have spillet en vigtig rolle for Oliver igennem hans barndom og helt op til i dag. I et nyere selvportræt fra 2017 indtager fuglen eksempelvis en central position, idet Oliver ser op på den, mens den sidder oven på hans hoved. (Et udsnit af dette selvportræt kan ses nedenfor).

Fra det første møde med Oliver og hans tegninger begyndte en hypotese at tage form: Fuglen som motiv har for Oliver muliggjort en forandring eller en bevægelse. En bevægelse på tværs af kønsforskellen, hvor Oliver kunne udtrykke sig som og komme til syne som dreng gennem fuglen som andet og mere end et tegn, der oftest i hverdagens visuelle kultur forbindes med noget feminint og knyttes til piger/kvinder (sådan som det også kan ses af de billeder i flyttekasserne, der ikke var lavet af Oliver, og som var fra den visuelle kultur, han har haft omkring sig og taget til sig, især i de meget feminine farvelægningsbøger Oliver havde tegnet i som 7-8-9 årig).

Men hvilken slags motiv eller tegn udgør fuglen, og hvordan muliggør den en sådan bevægelse? Et muligt svar herpå skal i det videre arbejde med Olivers tegninger søges i den amerikanske litterat og queer-teoretiker Kathryn Bond Stockton og hendes viderebearbejdning af den britiske sprog- og litteraturforsker I. A. Richards metafor-begreb. Stockton viser nemlig, hvordan anderledes (queer) former for børn kan komme til syne gennem metaforen, idet metaforen i Richards’ terminologi består af et fartøj (“a vehicle”) med hvilket en bevægelse mod et andet indhold (“tenor”) kan finde sted. Hopper vi om bord på metaforens fartøj kan det føre til nye og uventede betydninger.

I Olivers tegninger synes fuglen nu netop at tage del i et sådan metaforisk arbejde, for ved på forskellig vis at bevæge sig med, på eller indeni fuglen som et semantisk transportmiddel, ja, ved faktisk også i nogen grad at blive til fugl, lader det til, at Oliver har kunnet bevæge sig væk fra de betydninger, de forventninger og roller, som omgivelsernes og samfundets identifikation af ham som pige har tilskrevet ham. Interessant er det, at hvor Stockton finder sine eksempler på queer børns metaforik i litteratur og film fra slutningen af det 19. til starten af det 21. århundrede, så lader det til, at den samme slags metaforbrug her, i Olivers bevægelse med fuglen, viser sig i et konkret barns forhold til det at være kønnet.

Når vi på Kvindemuseet til februar 2020 åbner udstillingen Barnestreger om køn og seksualitet i (og omkring) børns tegninger, så er det blandt andet denne tilsyneladende så afgørende metaforiske bevægelse, vi ønsker at belyse og udfolde, som en tværgående fugleflugt, der gennemskærer kønsforskellen – ikke bare (og for nu at åbne op for endnu en hypotese) som en bevægelse fra en klar og entydig kønnet position til en anden, men måske mere præcist som noget der underminerer de symbolske dikotomiske betydninger, hvorigennem vi som oftest forstår køn – og dermed som noget, der udgør en spænding eller en modstand ved selve kønsforskellen.

 

 

 

Blogindlæg


10.11.2019

Gæsteblog: Museumsgenstande, der rejser spørgsmål

En gruppe studerende fra Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet har været på besøg på Kvindemuseet.

De studerende spørger: Hvordan kan det være, at vi har så mange former for prævention til kvinder, men kun ét til mænd? Har fjerdebølge-feminismen givet korsettet ny symbolsk betydning? Hvordan har vores opfattelse af farven lyserød ændret sig gennem tiden? Og er Barbie-dukken farlig for pigers selvbillede? Og meget, meget mere.

Læs mere
08.11.2019

Nyt fra museumsdirektøren: Manderollen er blevet hjemløs – skab et nyt sted til den, mænd

Men mænd har også fået deres køn ”på slæb”. For på den ene side har #MeToo-bevægelsen hevet manden ud af sin privilegerede kønsusynlighed og gjort ham til objekt for et kritisk blik. Men på den anden side er modreaktionerne symptom på, at manderollen efter årtiers kvindefrigørelse er blevet hjemløs og måske derfor søger tilbage til tidligere tiders magtstrukturer og kønsroller.

Måske er det naivt, men kunne det ikke være smukt, hvis vi kunne nuancere og modernisere synet på, hvad det vil sige at være mand i 2019. Rive os fri af det bagudskuende blik på kønsroller og modernisere manderollen uden at afmodernisere kvinderollen.

Læs mere
22.10.2019

Radioudsendelse: I en verden uden køn

Hvis der nu ikke var kvinder og mænd, hvis vi afskaffede køn. Hvordan ville vi og verden så se ud? Hvilke magtstrukturer ville være i spil? Og hvordan ville relationer mellem mennesker udspille sig? Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som udstillingen Flux i Aarhus søger svar på.

Kvindemuseets direktør Julie Rokkjær Birch er med i ‘Supertanker’ på P1 til en snak om køn og magtstrukturer.

Læs mere

Se alle blogindlæg

Se alle blogindlæg
Museums are awesome because everyone shuts the fuck up