MenuLuk

Artikel: Den danske mand anno 2019

20.06.2019


Artikel: Den danske mand anno 2019

Følgende artikel er skrevet af Kenneth Reinicke til udstillingskataloget for DAGENS HELT. En udstilling om køn og maskulinitet, som Kvindemuseet har lavet i samarbejde med billedkunstner Peter Land.

Kenneth Reinicke er lektor i mandeforskning ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. Her forsker han i køn, maskulinitet og ligestilling. Kenneth har beskæftiget sig bredt med mænds livsbetingelser, men har i særdeleshed fokuseret på de kontroversielle aspekter af mænds liv. Kenneth har desuden skrevet flere bøger og modtog i 2007 Mathildeprisen.

 

Den danske mand anno 2019

Hvordan står det til med manden her i begyndelsen af 2019? Er det væsentligste ved nutidens mænd begæret efter magt og succes, eller er det snarere trangen til at være omsorgsfuld og nærværende, der bør fremhæves? På det samfundsmæssige niveau kan man spørge, om #MeToo-kampagnen, som så dagens lys i efteråret 2017, har hevet manden ud af hans privilegerede usynlighed og gjort ham til objekt for et kritisk blik, eller fremstår manden stadigvæk neutral, usynlig og kønsløs?

Et af de mest centrale spørgsmål, når man beskæftiger sig med mænd, manderoller og maskulinitet er, om maskulinitet skal opfattes som en naturlig størrelse, eller om den bør opfattes som en social og politisk konstruktion. Et spørgsmål som også dukker frem, når man beskæftiger sig med mænds samfundsmæssige roller er, om man ønsker at udfordre eller bekræfte mænds maskulinitet. Jeg vil i denne artikel både fokusere på den pris, som mænd betaler for deres maskulinitet og på mænds samfundsmæssige privilegier.

 

De historisk usynlige mænd

Til trods for, at det historisk set er mænd, der er blevet studeret i historiebøgerne, har beretningerne, som oftest også var skrevet af mænd, sjældent handlet om mænd som kønsvæsener. Selvom det er muligt at spore en stærkt stigende interesse for diskussioner om mænd og maskulinitet, er der ingen steder i verden, hvor mænd som kønsobjekter ”bare sådan” falder ind som et naturligt indslag i samfundsdebatten. Det er stadig svært at bryde ”the code of silence”, når talen skal handle om mænd som køn. Mænd befinder sig derfor ofte i et skisma om at være indirekte i fokus og ignoreret på samme tid.

Det gælder specielt de kontroversielle aspekter af mænds liv, hvor emner som vold, prostitution og voldtægt mange steder har været præget af en systematisk nedtoning vedrørende aspektet om mænds socialisering. Fokus er derimod på de sociale og kønsneutrale aspekter. Dette afstedkommer, at der ikke i stor udstrækning rettes opmærksomhed mod de socialiseringsprocesser, som ofte er roden til nogle mænds aggressive adfærd. Dette gælder dog også i et vist omfang, når det handler om de positive og rettighedsorienterede dimensioner af mænds liv – for eksempel barselsorlov. Men overordnet set er betingelserne for mænds levevilkår kommet mere i søgelyset, og ligestillingspolitikken i Danmark er blevet bedre til at kanalisere økonomiske midler over til de områder, som har specielt med mænds ligestillingsproblematikker at gøre. Det kommer bl.a. til udtryk ved etableringen af professionelle krisecentre til mænd, behandlingstilbud til voldsudøvende mænd og kampagner rettet mod mænds sundhed, ligesom mænds samværsrettigheder til deres børn er blevet styrket gennem årene.

Men hvorfor har det egentlig været så svært at sætte fokus på mænds kønnede erfaringer og hvorfor er mænd ofte uvillige til at reflektere over de måder, som deres tanker og handlinger skabes på? Skyldes det, at mænd udelukkende har interesse i at bevare status quo, fordi de tjener mere end kvinder, har lettere ved at avancere på arbejdsmarkedet og stadig (trods tilnærmelser) udfører mindre arbejde i hjemmet? En af grundene til, at vi ved så lidt om mænds tanker og deres personlige liv, men så meget om deres handlinger, skyldes måske, at de fleste mænd ikke har været opdraget til at skulle tale om deres køn, men derimod til at ”tage kønnet på sig”. De fleste diskussioner om køn fokuserer på forholdet mellem mænd og kvinder. Men det kan også være vigtigt at analysere betydningen af at være mand i grupper af mænd, idet mænd ofte henter megen bekræftelse på deres maskulinitet sammen med andre mænd.

Selvom mænd i stor udstrækning er privilegerede på arbejdsmarkedet i form af hurtigere mulighed for forfremmelse, højere løn og generelt bedre trivsel, risikerer mænd også at betale en høj pris for deres maskulinitet pga. manglende harmoni mellem arbejds- og familieliv, kortere levetid, ringere kontakt til følelseslivet, osv. Den traditionelle kønsopdeling er ikke altid kun til fordel for mænd. I den forbindelse kan man ligeledes stille spørgsmålet, om det er mænds stræben efter magt eller frygten for afmagten, som er den bærende drivkraft, når mænd forsøger at realisere sig selv på arbejdsmarkedet. Et karakteristika ved mænds socialiseringsprocesser er, at mænd må gøre eller risikere noget for at blive til mænd. I følge den amerikanske mandeforsker Michael Kimmel er mandighed ikke noget, man kan være sikker på. Den skal konstant bevises, og derfor er det ikke kun vigtigt at se på inklusion, men også på frygten for eksklusion, idet mænds frygt for andre mænds magt og kontrol ofte er vigtigere end ønsket om selv at dominere. Mange mænd lider dog under en kronisk angst for ikke at slå til på arbejdsmarkedet. Dette skyldes bl.a., at mænd i stor udstrækning bedømmes som vindere eller tabere ud fra deres præstationer på arbejdsmarkedet.

 

Mænd og ligestilling

Ligestillingsdebatter har af flere forskellige grunde været baseret på kvinders livsverden og erfaringer. Historisk set har kvinder også haft ringere livsvilkår og færre demokratiske rettigheder end mænd. Men der er også brug for større systematisk viden om mænds liv i et kønsperspektiv, hvis der skal skabes løsninger på nogle af tidens ligestillingsmæssige udfordringer. Det er af stor samfundsmæssig betydning at intensivere forsøget på at engagere mænd i ligestillingsarbejdet fremover, idet den fortsatte ligestillingsudvikling afhænger af mænds støtte til projektet. Hvis mænds erfaringsverden ikke indgår i det ligestillingspolitiske arbejde, er det svært for mænd at prioritere dette emne.

Kønnet er på én og samme tid blevet en udfordring og et problem for mænd. Mange mænd føler, de befinder sig i en situation, hvor de på den ene side forventes at skulle efterleve traditionelle mandlige dyder om forsørgelse og forførelse og på den anden side forventes det, at de skal være reflekterende omkring deres maskulinitet. Spændingsfeltet mellem det tabuiserede og det latterliggjorte er nok den mest grundlæggende hindring for, at en seriøs, dvælende og ærlig debat om mænd og ligestilling kan udvikle sig. Nogle mænd kan eller vil ikke forstå problemer kønspolitisk. Mange mænd finder det ligeledes ikke naturligt at interessere sig for ligestilling, idet de forbinder ligestilling med magt, som mænd skal afgive til kvinder, og ikke som et frigørelsesprojekt, som mænd har noget at vinde på. Tabuiseringen har også rod i, at manden har været defineret som normen – som den neutrale, offentlige intetkønsperson.

Det charmerende over for det dumdristige er et andet modsætningspar, som er kendetegnet ved, at der ofte er en hårfin balance mellem det, som kulturelt set bliver opfattet som charmerende eller rigidt. Det farefulde og frygtløse ved mænds opførsel befinder sig ofte i dette spændingsfelt mellem det charmerende og det rigide. Mange af de handlinger, som mænd udfører for at bevise deres maskulinitet, kan både imponere og skabe respekt og dermed bruges til at erobre prestige og magt. Samtidig indeholder disse bedrifter også et element af dumdristighed, og kan have store menneskelige omkostninger.

Hvis man skal opnå større interesse hos mænd, skal man fokusere mere på maskulinitetens pris end dens fortrædeligheder. Man skal være meget bevidst om, at man ikke motiverer mænd til at deltage i ligestillingsdiskussioner ved at fortælle, hvor ”slemt det står til”. Vi skal fokusere mere på, hvordan mænd kan hjælpe med til at udligne kønsulighederne, end hvordan de udgør et problem. Samtidig skal mænd have plads til at blive deres egne sociale innovatører på ligestillingsområdet. Det er vigtigt, at der også kommer fokus på områder, som har at gøre med livet for de store grupper af mænd. Mænd, som er positivt indstillede over for ligestillingstanken, men som alligevel ikke får udlevet deres ønsker og intentioner. Men hvorfor skulle mænd begynde at tænke og handle anderledes? For at gøre mænd interesserede i forandringer er det vigtigt at kunne overbevise om, at der er mere at vinde ved at gå ombord i de moderne maskulinitetsformer, og at prisen er for høj at betale ved den gamle maskuline orden.

 

Mænd og arbejdsmarkedet

Historisk set er der sket store økonomiske, sociale og kulturelle forandringer med det resultat, at mænd ikke længere kan bygge deres identitet op på det at være eneforsørgere. Ligestillingsidealet er, at kvinder er selvforsørgende. Kvinders ændrede krav til deres mandlige partner, ændringer i produktionen, teknologiske innovationer og specielt overflødiggørelsen af de stolte og traditionelle mandearbejdspladser, der bygger på mænds fysiske styrke, har ændret mænds levevilkår. Maskulinitet bliver ikke længere automatisk forbundet med noget overlegent, i mange tilfælde snarere tværtimod. Her tænkes ikke mindst på mænds overrepræsentation i for eksempel kriminalitet og misbrug.

Arbejdsmarkedet er således under stor forandring i disse år. Der produceres mindre og mindre med muskelkraft, maskinerne tager over, og de traditionelle mandlige industriarbejdspladser forsvinder. Der efterspørges nu ikke den samme produktionsmaskulinitet længere. Det er derimod uddannelse, der er i højsædet, og der har i de senere år været megen fokus på unge – især drenge, som forlader skolesystemet uden formel kompetencegivende uddannelse. Grundlaget for manden som forsørger af familien er derfor ændret. Selvom de fleste familier således har to forsørgere, og det ikke længere giver mening for mænd udelukkende at bygge deres identitet op omkring familieforsørgerrollen, må man ikke undervurdere den betydning, det stadig har for mænd at klare sig godt på arbejdsmarkedet. Lønarbejdet er stadig en stærk kilde til maskulin identitet.

Tendensen i dag er dog også, at flere og flere unge mænd foretager et opgør med det traditionelle grundlag for den maskuline identitetsdannelse. Det kan dog være svært at blive klog på, om de forandringer, der sker med mænds mentalitet og levevilkår, er midlertidige og overfladiske forandringer, eller om der er tale om uigenkaldelige forandringer med stor betydning for mænds tanker, følelser og handlinger. Men forandringerne indikerer, at de dominerende maskulinitetsformer konstant er i bevægelse.

 

Det moderne faderskab

Der er mange modsætningsfyldte forhold på spil i konstruktionen af faderskabet; nærvær og engagement over for de kulturelt overleverede mandlige dyder om ansvaret for familiens økonomi. Men når det er sagt, kan man ikke betvivle, at den kulturelle dagsorden for mænd og fædre har ændret sig markant. Mænd og kvinders ønsker smelter i disse år i høj grad sammen. Mænd vil også gerne have en balance mellem familie- og arbejdsliv. Og fædre stiller i langt højere grad sig selv spørgsmålet: “Hvorfor skal jeg snyde mig selv for det nære samvær med mine børn? Det er jo trods alt begrænset, hvor mange børn jeg får”.

Når faderskabet får nyt indhold, får maskuliniteten også nyt indhold. De nye måder, som maskulinitet og faderskab er forbundet på, handler mere om nærvær og engagement, hvorimod sammensætningen tidligere af maskulinitet og faderskab i langt højere grad har handlet om forsørgerevne, autoritet og disciplin. Barselsorlov til mænd er et område, som berører nogle af de mest sejlivede kulturelle forestillinger, nemlig kvinden som omsorgsgiver og manden som forsørger. I den danske debat har det været svært at sætte fokus på mænds rettigheder, og der har været en stærk tendens til at fokusere på fleksibiliteten i barselslovgivningen og familiens såkaldte ”frie” valg. Erfaringerne fra de andre nordiske lande viser, at mænd tager den orlov, der er øremærket, men ikke den periode, der er til forhandling. Man kan således sige, at mænd der tager barselsorlov, er et illustrativt eksempel på, at de dominerende maskulinitetsformer ikke er klart afgrænsede fra underordnede maskuliniteter, idet børneomsorg og husarbejde nu er medkonstituerende for skabelsen og omdannelsen af de mest eftertragtede maskulinitetsformer.

 

De skrantende mænd

Der er i samfundet i stor udstrækning ved at komme fokus på mandens helbred, og man er begyndt at se på mandens helbredsmæssige problemer som kønsrelateret. Det er en interessant og nødvendig udvikling. Selv om kvinder har overtaget mænds livsstil på mange områder, er der stadig kønsspecifik sygdomsadfærd. Mænd lever markant kortere tid end kvinder, mænd er oftere involveret i ulykker og mænd begår hyppigere selvmord end kvinder. Der er grund til at formode, at en af grundene til, at mænd har en kortere middellevetid end kvinder, skal søges i mænds kønsrollesocialisering, som kan have en negativ effekt på både mandens fysiske og psykiske liv.

For begge køn spiller klasse og socioøkonomiske parametre en central rolle, dog i større grad for mænd end for kvinder. Det er f.eks. sundt for mænds helbred at være gift, idet gifte mænd gennemgående har en lavere sygelighed end enlige mænd. Mænds livsstil og risiko- og sundhedsadfærd fører til unødvendig sygdom, nedsat trivsel og for tidlig død. Dette gælder ikke mindst sårbare og socialt udsatte mænd, idet mænds sundhed er mere påvirkelig af social ulighed end kvinders sundhed. De fleste helbredsmæssige problemer hos mænd er nemlig samlet hos enlige, uuddannede og relativt fattige mænd.

 

#MeToo-bevægelsen og fremtidens mænd

Ligesom med mænd, der udøver vold, og mænd, der køber sex, har det i mange sammenhænge også været vanskeligt at sætte fokus på mænd, der udøver sexchikane. Opfattelsen af, hvad der opfattes som seksuel chikane, er kontekstafhængigt, og der er i mange henseender også mangel på viden om, hvad der konstituerer seksuel chikane. Det er ikke altid let at præcisere, hvor kulturen “stopper”, og krænkelsen “begynder”. Et interessant spørgsmål er, hvornår den sexchikane, som mænd udøver over for kvinder, kan siges at være en kulturelt accepteret praksis, som kan relateres til “almindelige” mænds maskulinitet, og hvornår sexchikane kulturelt set bliver defineret som sexchikane og dermed som værende en kulturelt afvigende adfærd. De fleste samfund tolererer en vis mængde dårlig opførsel fra mænd uden at definere det som afvigende adfærd, og der findes ikke nogen klart objektive definitioner på, hvad der er acceptable omgangsformer, og hvad der kan karakteriseres som sexchikane. Der er tale om flydende grænser, som er forskellige fra person til person.

Men med #MeToo-afsløringerne fra 2017 skete der globalt set en legitimering af kvinders oplevelser, idet seksuel chikane pludselig fik et ”navn”, hvilket igen medførte, at den smerte, som seksuel chikane foranlediger, for første gang i verdenshistorien blev kollektivt artikuleret. Dette afstedkom, at mange mænd fik et indblik i en verden af chikane, som de måske ikke kendte til før.

Når man ser på mænds reaktioner på og forhold til #MeToo-bevægelsen, er der dog mange modsatrettede tendenser at spore. For nogle mænd har bevægelsens budskaber skabt et lærings- og refleksionsrum. Disse mænd har vendt blikket indad og foretaget et privilegietjek om, hvorvidt nogle af de handlinger, som de før udførte, og som de ofte opfattede som uskyldige, i virkeligheden burde kategoriseres som krænkelser. Andre mænd har derimod taget afstand fra bevægelsen, og forsøgt at underminere den kraft, der ligger i de mange vidnesbyrd om overgreb og sexchikane, typisk ved at latterliggøre bevægelsen eller ved at forsøge at afspore diskussionen.

Det er derfor overordnet set svært at blive klog på, hvor meget mænd og de dominerende maskulinitetsformer reelt har forandret sig som konsekvens af #MeToo-bevægelsen, og om vi som samfund er nået til et nyt stadie af forandringsparathed, der kan karakteriseres som et reelt paradigmeskifte. #MeToo-bevægelsen har på den ene side vist, hvilke anseelige feministiske kræfter, der er til stede, men modstanden mod de kræfter understreger samtidig, hvor rodfæstede mænds privilegier i mange henseender er, og hvor langt der er igen. Det er blevet muligt at italesætte mænds problemadfærd på en ny måde, men man kan dog stadigvæk spørge, om det vigtige med #MeToo-bevægelsen allerede er sket, eller om de rigtige forandringer først venter forude.

 

Afrunding

Det står klart, at mænd nu mere end tidligere skal performe på flere fronter og holde flere bolde i luften. De sociale forandringer kræver, at de både skal være forsørgere og omsorgspersoner. Der er ingen tvivl om, at vi i disse år er vidner til et kulturelt transformationsprojekt i hovederne på mange danske mænd. Kendte forestillinger om det rette maskuline og feminine mister deres betydning, fordi mænd og kvinder foretager sig flere af de samme ting, og forventningerne til kønnene bliver mere ens. Det medfører større fleksibilitet, åbenhed og mangfoldighed.

Men der er mange risici og faldgruber forbundet med emnet, idet mænd og drenge ofte finder det ”farligt” at tale for åbent og nuanceret om kønnet. Det er derfor vigtigt at finde en spiselig retorik, når vi taler om emnet. En retorik, som både fokuserer på udbredelsen af lige muligheder, men som også rummer plads til kønnenes forskellighed, og hvor de positive aspekter af den traditionelle manderolle også fremhæves. Mænd skal ikke kun ses som et problem, men også som en del af løsningen, og der er mange pragmatiske grunde til at involvere mænd i køns- og ligestillingsdebatterne. Enhver reform kræver ressourcer, og det er ofte mænd, der sidder på de ressourcer, som kan forandre både mænds og kvinders samfundsmæssige position.

Det gælder om at finde den rette balance mellem at udvikle kønsbegreber så de passer med nutidens kønsrelationer og at fokusere på de aspekter af kønssocialiseringen, som sjældent bliver belyst. Det er vigtigt ikke at dæmonisere mænd og ikke at lukke øjnene for de særegne problemer, som rammer mænd. Der skal både fokuseres på stabilitet og forandring hos mænd og der skal findes en tilgang, der både opfanger mænds egne problemer og de problemer, som mænd forårsager for andre. Dette skal gøres samtidig med, at der skal passes meget på med at beskylde alle mænd for, hvad kun få mænd foretager sig.

Blogindlæg


13.08.2019

Nyt fra museumsdirektøren: Mr. President, please visit us in Aarhus too

Når den amerikanske præsident, Donald Trump, kommer til Danmark, er han velkommen på Kvindemuseet til en åben snak om køn, abort, minoriteter og menneskerettigheder, historisk, aktuelt og fremtiden. Vi vil så gerne gøre verden bedre, og vi har en skoletjeneste, der formidler til alle læringsniveauer.

Læs mere
01.08.2019

Nyt fra museumsdirektøren: Museer der vil noget

Kvindemuseet har altid været aktivistisk, men nu er ‘museum activism’ blevet et voksende internationalt fænomen. Museerne har et stort potentiale i forhold til at adressere, kvalificere og mobilisere handling bag samfundsmæssige problemstillinger.

Det aktivistiske potentiale ligger for mig at se i museernes erkendelse og udnyttelse af, at vi naturligvis er med til at forme vores samfund. Når vi f.eks. på museerne udvælger genstande eller kunstværker til vores samlinger eller udstillinger, er det i bund og grund en politisk handling. En handling, som kan være mere eller mindre bevidst, men den er ikke neutral.

Læs mere
12.07.2019

Nyt fra museumsdirektøren: Barsel til far er en ret – ikke en tvang

Kvindekamp er mandekamp, mandekamp er kvindekamp. Det er på tide at forstå, at vi er gensidigt forbundne, og at alle har noget at vinde.

Tag fravær af far i barselsperioden alvorligt, tag det kønsopdelte arbejdsmarked alvorligt, tag fravær af kvinder i ledelse alvorligt. Tag retorikken alvorligt.

Læs mere

Se alle blogindlæg

Se alle blogindlæg
Museums are awesome because everyone shuts the fuck up